Jeg arbejder med strategi og ledelse. Typisk i relation til forsyningsselskaber.
Forsyningsvirksomheder befinder sig i en brydningstid. De kommunale forsyninger er blevet selskabsgjort, og der stilles krav om yderligere professionalisering. Hvor man tidligere har kunnet fokusere på stabil drift, forsyningssikkerhed og lovgivningsmæssig overholdelse, oplever branchen i dag et stigende pres for at gentænke sin rolle, sine ydelser og sin måde at skabe værdi på.
I denne kontekst er strategisk arbejde ikke længere en administrativ øvelse eller et dokument i en skuffe. Det er en ledelsesdisciplin, der kræver evnen til at læse omverdenen, forstå organisationens egne styrker og svagheder – og formulere klare prioriteringer for fremtiden.
På den måde kan en gennemarbejdet strategi bidrage til at skabe retning, liv og bevægelse.
Jeg brænder for at forstå de udfordringer og problemstillinger, jeg præsenteres for, og jeg elsker, når jeg kan bidrage med passion og inspiration - og med en ny vinkel på en opgave. Derfor er jeg også altid klar til en snak om hvordan jeg evt. kan bidrage til processen.
Arbejdet med kommunikation, strategi, innovation og ledelse har udgjort det meste af mit arbejdsliv. Både i forhold til kommuner og offentlige institutioner, men også i relation til en lang række private virksomheder. Sideløbende har jeg i en periode på 8 år undervist i kommunikation og afsætningsøkonomi på Aalborg Universitet. Jeg har også gode erfaringer med professionelt bestyrelsesarbejde.